Jeg ser i diverse fora, at der ret ofte bliver spurgt: Er den adfærd dominans? Er det jalousi? Det vil sige, at nogle følelser og adfærdsmønstre tillægges katte, som mennesker kan føle. Det hedder antropomorfisme, når vi mennesker tillægger vores kæledyr nogle følelser, som i øvrigt ikke kan føles hos dyr. Af den simple grund, at hjernen hos dyrene ikke gør det muligt. Dermed ikke sagt, at katten ikke har følelser, for den har alle de basale følelser, som vi også har, såsom empati, antipati, omsorg, medfølelse, angst, sorg osv. Til gengæld kan den ikke føle romantisk kærlighed og jalousi, samt “dominans”. Det sidste er et udtryk, som er taget fra hundeverdenen og er forældet.
Er katten følelseskold?
Fremstillingen af katten som ikke social eller som følelseskold anerkender derfor ikke, at katte kan have følelser som sorg, kedsomhed og angst. Og katten kan bestemt kede sig, ligesom vi også kan. Dette var en oplevelse for en del af mine klienter, der har en kat, som viser anlæg for at ville lære noget. En kat, som keder sig og derfor begynder at opføre sig uhensigtsmæssigt i et forsøg på at bruge sine evner. Bliver disse evner ikke brugt, kan katte begynde at lave ting og sager, som ikke tjener dem. Det kan blive en pestilens for ejeren.
Angst
Den anden følelse, som også ses hos dyr, er angst. Separationsangst findes hos hunde lige så vel som hos katte og kan faktisk godt ligne stress. Jeg har efterhånden set det hos en del katte, også her efter Covid-19, hvor dyrene har vænnet sig til, at vi er meget hjemme.
Separationsangst
Separationsangst kan vise sig gradvist eller komme efter en ferie eller en længere tid alene. For en del år siden passede jeg en fantastisk kat, som blev stresset af at være alene, når hans ejer skulle på forretningsrejse blot 1 1/2 dag. Han kunne også godt lide at komme i kattepension, og der blev vekslet mellem, at jeg passede ham, og at han kom i kattepension.
Symptomer for separationsangst kan f.eks. ses ved, at:
- Katten miaver umotiveret (husk at få tjekket katten for ørebetændelse)
- Katten går i cirkler
- Katten kaster op
- Katten overspiser eller nægter at spise
- Katten er apatisk
- Katten har dårlig mave
- Katten nægter at bruge kattebakken
Det gælder derfor om både at støtte katten og at få den til at bruge egne ressourcer. Kedsomheden er tit nemmere at afhjælpe end separationsangst, som kan komme ud af det blå som en krise. Derfor kan den også forveksles med stress af den grund.
Kedsomhed?
Ved kedsomhed anbefaler jeg at finde aktiviteter, som ligger i forlængelse af kattens egne interesser. Fysisk aktive katte har godt af agility og targetting, hvor dem, som har behov for at løse opgaver, kan have godt af et aktivitetsbræt (hos mig er de bedste fra Nina Ottosson og er lavet til hunde). I det hele taget vil løsningen til den enkelte kat være forskellig, alt efter personlighed, behov, formål og mål med aktiviteterne.
Hvis der er en dyreart, som er meget individualiseret, så er det katten! Det er bl.a. forklaringen på, at man ikke bare kan sige: “Det der elsker min kat! Prøv det!”. Det tror jeg, at alle katteejere vil være enige i.
Hvad skal jeg gøre?
Den bedste praksis i forhold til ens dyrs velbefindende er i mine øjne at bruge tid på at kigge på dem, blive ved med at være nysgerrig og justere igen og igen.
Når jeg ser på mine katte, kan jeg se, at der er sket rigtig mange ting i løbet af årene, bl.a. af den grund, at de er blevet ældre. Jeg har lært mange ting i løbet af disse mange år, samt er farvet af mit arbejde som adfærdsterapeut for katte. Ting som bedre kattemad, bedre kattegrus, nye muligheder for at aktivere dem via foderbrætter osv. Alt sammen noget, som er til stor hjælp for alle katteejere og hermed bidrager til større velbefindende og velfærd for vores katte i det daglige.
Fravær af antropomorfismen fra vores side er også en effektiv metode til at hjælpe vores dyr ved at fokusere på helbredet og at bidrage til deres følelsesmæssige velbefindende.
Artikler
Er katten billig? Nej, den er det ikke!
Sociale medier er ikke altid noget skidt! De kan bidrage til sjove oplevelser og give gode idéer.
For nylig delte nogle mennesker, der netop havde fået en killing, et opslag i en minimalistisk gruppe på Facebook. De beskrev deres situation, fordi de selv er minimalister. Det tog hurtigt fart med mange svar og "gode råd" om, hvor lidt man behøver at købe til en kat. Det blev til lange diskussioner, nogle mere brugbare end andre.
Heldigvis var der ingen, der foreslog at droppe dyrlægebesøg eller neutralisering. Dog var det kun få, inklusive mig selv, der fremhævede, hvor vigtige disse ting faktisk er:
- Neutralisering: Heldigvis er de fleste klar over, hvor vigtigt dette er. Fertile katte er stærkt påvirkede af deres hormoner, hvilket kan føre til stress og et kortere liv.
- Vaccinationer: Vacciner er afgørende, især for udekatte. Selvom ikke alle sygdomme kan forebygges, reducerer vacciner risikoen for alvorlige symptomer ved smitte.
- ID-mærkning: Katte bør ID-mærkes med øretatovering eller/og chip, typisk i forbindelse med neutralisering. Det er dog vigtigt, at ID'et registreres i de to katteregistre. Jeg tjekker mine kattes registreringsoplysninger en gang om året og sørger for, at deres chip stadig fungerer, hver gang vi besøger dyrlægen. En chip kan nemlig blive inaktiv.
- Forsikring: Da jeg fik Gotja, besluttede jeg at forsikre mine katte, og det har jeg aldrig fortrudt.
- Transportkasse: Hver kat skal have sin egen transportkasse. Hvis der opstår en nødsituation, som brand, skal man hurtigt kunne få kattene med sig. Vær sikker på, at kassen kan holde til kattens vægt, og at den er nem at håndtere. Jeg har også en trolley til at transportere kattene i offentlig transport – en stor hjælp og en god samtalestarter.
Derudover var der mange dårlige forslag, som jeg ikke kan anbefale:
- "Mad kan købes i supermarkedet": Kattemad er en jungle. Mange produkter er lavet for at tilfredsstille os mennesker mere end kattene. Tørfoder blev oprindelig skabt, fordi det er nemt, men det er ikke altid det bedste for katten. Katte er obligate kødædere, hvilket betyder, at de har brug for animalske proteiner. Læs altid ingredienslisten på kattemad: Ingredienserne opgives i rækkefølge efter vægt, så hvis kød ikke står som første ingrediens, er produktet ikke ideelt. Jeg giver mine katte råt kød som supplement, men laver ikke selv deres mad, da det kræver præcis viden om næringsstoffer.
- "Katten har ikke brug for en kattebakke, hvis den er udekat": Jo, den har! En kattebakke er den nemmeste måde at holde øje med kattens sundhed på. Orme, blærebetændelse og andre problemer kan opdages her.
- "Katte har ikke brug for en vandskål": Jo, og helst flere. Vandskålene gør det nemt at overvåge, hvor meget katten drikker, hvilket kan afsløre sygdomme som diabetes.
- "Katte har ikke brug for et kradsetræ": Jo, det har de! Et kradsetræ giver katten et sted at hvæsse kløer og ofte en plads til at hvile. Mange træer på markedet er desværre for små eller ustabile.
Der var dog også forslag, som jeg var enig i:
- Legetøj: Meget kattelegetøj er designet til killinger, og mange voksne katte er ligeglade. Mine katte foretrækker enkle ting som papirkugler, spiraler eller en pind med snor. Aktivitetsbrætter lavet til hunde fungerer ofte bedre til katte end dem, der er designet til katte. Nina Ottosson er et godt bud.
- Godbidder: Katte har ikke brug for godbidder. De er ofte fyldt med ekstra kalorier og bidrager sjældent til kattens sundhed.
Konklusionen er, at hvis man ønsker at leve strengt minimalistisk eller sparsomt, er det måske bedst ikke at få kat. Men der er andre muligheder for at få samvær med katte, som f.eks. at være plejefamilie for et internat, hvor alle udgifter dækkes, eller at arbejde frivilligt på et internat.
Personligt overvejer jeg, når jeg bliver ældre, at gå denne vej. Ikke på grund af økonomi eller minimalisme (jeg er ikke minimalist, men jeg sætter pris på enkelhed). Det handler om, at det gør for ondt at miste de elskede dyr. Som frivillig ville jeg stadig kunne få samvær med skønne katte og samtidig hjælpe dem videre til et nyt hjem.
Hjælp: Min kat vil ikke lade mig sove
Alt var, som det skulle være, og pludselig er katten begyndt at være meget aktiv om natten, så aktiv, at du ikke kan sove. Den miaver, hopper og springer alle vegne, smadrer ting, kradser på møblerne, og det starter tidligt. Klokken er næsten 2 om natten, og der starter det. Til sidst overgiver du dig, går til køkkenet, giver katten mad eller leger med den eller åbner døren til terrassen … listen er lang …
Nu er der gået en måned, og du er udmattet og søger hjælp! Det forstår jeg godt!
At finde årsagen til problemet er altid den bedste måde at finde frem til den løsning, der skal vælges. Har adfærden stået på i en måned eller mere, kan det være svært at huske, hvornår/hvordan det startede, og hvilke løsninger der er forsøgt. Her er nogle bud på årsager og løsninger. Til enhver tid vil jeg anbefale at føre dagbog. Det gør det nemmere at huske forløbet.
Katten er syg eller har smerter
Som udgangspunkt vil jeg altid anbefale dig at få katten tjekket hos dyrlægen, når adfærden forandres. En ændring i adfærden fortæller over 80 % af alle tilfælde, at katten har behov for at komme til dyrlægen for at blive tjekket. Det kan være årsagen til, at din kat er urolig om natten. Især når en kat altid har fulgt ejerens døgnrytme og pludselig ændrer adfærd. Det kan være tegn på, at helbredet skal tjekkes.
Har katten været urolig om natten længe, kan det være, at det ikke er nok at få løst det fysiske problem. Adfærden er blevet til en dårlig vane og er betinget af helbredet. Dyrlægen starter, og adfærdsterapeuten hjælper bagefter.
Katten vågner tidligt
Katten har fantastiske sanser. Den er programmeret til at følge sine byttedyrs døgnrytmer og vågner derfor tidligt. I Norden har vi de lange lyse nætter om sommeren, og fravær af gardiner mv. triger kattens hjerne. Det fortæller katten, at den skal op og gå på jagt.
Katten er for inaktiv i løbet af dagen og keder sig
Sover katten hele dagen, kan den begynde at være meget mere aktiv om natten. Kedsomheden giver desværre også stress. Det er stressende at have tid, tid, som ikke bliver brugt til noget som helst. Fertile katte tænker kun på parring, hvor kastraster ikke skal tænke på det og har derfor tid og energi til noget andet. Dette skal bruges.
Det er ganske nyt, at vi holder katte i vores hjem, som vi gør. Knap 100 år. Antallet af indekatte er stigende, bl.a. pga. det moderne liv og de mange farer plus lovgivning. Udelivet er desuden ikke nok til, at katten har et spændende liv. Derfor er det vigtigt at tilbyde katten aktiviteter og et miljø, som passer til den. Katten er intelligent og skal bruge sin hjerne. Desuden er den også social, nogle katte er faktisk hypersociale eller er deciderede terapikatte. De skal derfor bruge deres talenter.
Vi mennesker er ikke gode til at lege som katten. Det er bedre, at katten leger selv. Til gengæld kan man arbejde med klikkertræning eller agility. Disse to ting er bedre end at lege med pinde f.eks. De kræver, at katten skal tænke, og alene det at bruge hjernen er trættende. Det behøver ikke at tage lang tid, til gengæld kræver det både din og kattens motivation.
Katten er sulten
Jeg oplever tit en ændring i adfærden, når katten er sulten. Det kan være tilfældet, når katten er på slankekur eller får afmålte portioner, samt når katten ikke får en kost, som mætter den. Katten spiser mange små måltider, også om natten.
Katten er overtræt
Hvis katten ikke kan få fred i løbet af dagen og er overstimuleret eller overtræt, kan den have svært ved at falde til ro om aftenen. Kontrasten mellem dag og nat er forsvundet, og katten er forvirret.
Katten skal have mulighed for at trække sig tilbage for at kunne hvile. Er du meget hjemme, kn det anbefales at finde sig en hobby.
Katten er stresset
Stress er mange ting og ikke nødvendigvis farligt,når den er kortvarigt. Er katten stresset, er det til gengæld ikke positivt. Og der kan være mange årsager til, at katten er stresset. Det kan være betinget af arv eller miljø. Derfor er det vigtigt at fjerne eller mindske årsagen til stress.
Katten har behov for at vise sin kærlighed til sin ejer
Det er ikke ualmindeligt at blive vækket af katten midt om natten, fordi den gerne vil have kontakt.
Den upassende adfærd er blevet forstærket
Har ejeren i en længere periode givet katten opmærksomhed ved at reagere på dens upassende adfærd, vil katten blive ved med at vække sin ejer. Generelt ved man, at hvis man har katten i soveværelset, sover man dårligere. Det er ikke synd for katten ikke at komme i soveværelset, men man skal tage beslutningen tidligt, og døren til soveværelset skal så altid være lukket, også om dagen.
Der kan tage tid at afhjælpe denne upassende adfærd. Tit er professionel hjælp en rigtig god løsning.
Hjælp! Min kat kan ikke li´mig
Der var en gang hvor jeg havde en brevkasse. Brevkassen eksisterer ikke mere. Tina B. havde sendt et spørgsmål, som jeg fandt vigtigt at svare på. Jeg er sikker på at mit svar vil hjælpe mange andre katte-ejere, også nu.
Hej Michelle,
Jeg skriver fordi jeg har en kat på knap halvandet år, som er bange for mig, og på sammetid heller ikke er særlig vild med mig.
Jeg har haft hende siden hun var omkring 9-10 uger gammel, da ejeren havde haft intentioner om at slå hele kuldet ihjel, og derfor ikke ville beholde dem til de var 12 uger. Et par uger efter vi havde fået hende flyttede jeg sammen med en kammerat, hvor vi også havde 3 andre katte. Det sted vi flyttede til, trivedes ingen af kattene og hun var også en lille smugle sky. Jeg flyttede så i december månede sidste år, sammen med min kæreste. De andre katte flyttede med min kammerat, og nu har jeg så min ene hunkat. Efter vi flyttede for os selv, blev hun hurtigt mere snaksalig, og fylder rigtig meget herhjemme nu, da hun konstant er på jagt efter opmærksomhed, kærlighed og selvskab til at lege i - og det får hun masser af.
Mit problem er, at selvom vi snart har boet det samme sted et år, så er det som om hun stadig ikke forstår sig på ‘reglerne’ herhjemme. Jeg er klar over at en kat kræver tålmodighed, og at de ikke altid er så inteligente. Vi har ganske få regler for hende, og det er ting som fx. ikke at hoppe på bordet og hente ting, kradse i møblerne osv. Det skal også siges at trods hendes alder, har hun stadig enorm meget killingeadfærd. Når hun nu laver ‘ulykker’, løfter jeg hende stille (og gerne med en hånd under bagen), i nakken, hen til stedet hun har lavet ulykker, og siger meget bestemt ‘NEJ’! Min kæreste skælder hende ikke ud ligeså ofte som jeg, og jeg tror at det er det der er grunden til at hun ikke ‘kan lide’ mig ligeså godt som hende. Hun bliver tit bange for mig, hvis jeg rækker ud efter hende for at ae hende, eller løber sin vej hvis hun kan se jeg er på vej. Hun har som skrevet heller ikke den store interesse i at snakke med mig, medmindre jeg er den eneste mulighed der er. For det meste ligger hun hele dagen, hvor jeg går hjemme, og sover uforstyrret og lang fra mig, men idet min kæreste kommer ind af døren, skynder hun sig ned for at sige hej. Dette gentager sig ikke hvis JEG fx har været ude at handle, og kommer hjem.
Jeg er begyndt at tænkte på om jeg håndtere hende forkert, da jeg har fornemmelse af at hun er en følsom kat, og søger derfor noget hjælp til at takle hende, så hende og Jeg kan få et bedre forhold til hinanden.
Jeg håber virkelig du kan hjælpe mig,
Mangle hilsner Tina B.
Her er mit svar:
Kære Tina,
Din kat er bange for dine hænder, fordi du bruger dem til at straffe hende. Derfor bliver hun usikker, når du vil æ hende. Hun ved ikke om du vil straffe hende eller æ hende. Derfor skal du for det første ikke bruge straf, og som du skriver det selv, virker det ikke at gøre det. Hun gentager alligevel den upassende adfærd, ligemeget hvor mange gange du straffer hende.
Du skal rose hende for at gøre de “rigtige” ting og sørge for, at hun ikke laver ulykker. Hvis du ikke vil at hun går på bordet, skal du sørge for at hendes motivation positivt trækker på gulvet. Kan du se hvad jeg prøve at vise dig? Hun ved ikke hvad du vil og tror faktisk at hun gør alting forkert, når du ikke roser hende. Glem alt om straf, ros den positive adfærd og sørg for at hun ikke laver ulykker. Det er meget nemmere at undgå problemer, end det er at få hende til at forstå noget, som hun ikke forstår. Desuden hver gang du reagerer på noget, om det er forkert eller rigtigt, forstærker du adfærd, fordi hun får en reaktion.
Når du starter med at ignorere hendes ulykker, vil du opleve at hun vil søge din opmærksomhed! Det er livsnødvendigt for et dyr eller et menneske at få respons. Små børn dør af at blive ignoreret.
Hvis hun laver noget virkeligt slem at du vil tage hende ud af rummet f.eks. , tager du en håndklæde, tager hende op uden at sige noget eller kigge på hende, bærer hende ud og lukker døren. Det er den rigtige måde at gøre det på. På den måde vil hun ikke forbinde dine hænder med noget negativt.
Du skal få hende til associere dig med gode oplevelser. Det vil tage sin tid og nogle gange vil du opleve at hun trækker sig væk, da hukommelsen får adfærd til at foregå spontant. Tålmodighed, ro og tid hjælper,
Jeg håber, at denne mail vil hjælpe dig.
Tina B. skrev et par dage senere …
Hej Michelle
Mange tak for dit gode svar.Jeg har allerede på få dage uden ‘straf’ fået en gladere kat. Hun kommer for at snakke med mig, næsten hele tiden. Jeg straffer hende ikke længere, men fjerner hende stille og roligt fra de ting hun ikke må, uden at sige noget til hende eller se på hende. Jeg vil fortsat prøve dette på hende, og håber både at hun får det bedre, men også at hende og jeg får et bedre bånd.
Mange taknemmelige hilsner,
Tina B.
Dine kommentarer