Døve katte er skønne katte!

“Livet med døve katte” skrevet af Sanne Junkuhn fra http://deafdarlings.dk/

Jeg vil gerne byde velkommen til Sanne, som jeg har bedt om at skrive om døve katte. Jeg vil nemlig gerne en gang i mellem få andre end mig til at skrive her på bloggen, således at vi – alle katteejere og katteelskere – kan få flere vinkler på katten. Jeg har ikke selv døve katte, men har klienter med døve katte og det er noget helt andet.

Sanne og jeg kender hinanden fra forskellige kattegrupper på Facebook. Hendes og min blog var nomineret som årets blog i 2018 og Sannes vandt 🙂 Fuld fortjent 🙂 

Sanne bor i Nordsjælland sammen med sin mand. Hun blogger om katte, er frivillig på kattehjem, har genudsat 23 katte, der hvor hun bor og sælger katte merchandise til fordel for vildtlevende katte i Danmark. Hendes hjemmeside er http://deafdarlings.dk/

Ordet er nu dit Sanne 🙂

——–

Lån mig dit øre – livet med døve katte! 

Når folk hører at jeg har – ikke bare én, men to døve katte – er deres første reaktion ofte ”vidste du at de var døve, da du adopterede dem?”. Og ja; det var altså med fuld overlæg at jeg valgte døve katte. 

At bo på landet er ikke altid nemt med hensyn til katten!

De sidste 7 år har min mand og jeg boet lidt ude på landet, men på en stærkt trafikeret vej og ikke langt fra motorvej. Vores lille idylliske område med skov og marker er altså omringet af biler, der suser forbi. Naboernes tidligere erfaringer er da også, at udekatte ikke overlever længe på disse kanter. Så selvom jeg altid har haft udekatte, vidste jeg at det ikke ville gå her. 

Der skulle en “handi-kat” til hjemmet

Jeg har tidligere mistet katte til biler, så grundet omgivelserne skulle det altså være en indekat denne gang. Derfor fandt jeg på at adoptere en “handikat”. Altså en kat som ikke egner sig som udekat pga. sit handicap. Jeg søgte efter katte med alle slags handicap (manglende ben, neurologiske lidelser, blinde osv.). 

Victor flytter ind! En døv kat som også er indekat

Jeg fandt Victor på et online hesteforum og efter meget snak frem og tilbage med plejemor, hentede vi ham hjem i november 2014. 

Victor er ikke bare min første døve kat, men også min første indekat. Jeg ved derfor ikke hvor meget af forskellene mellem ham og tidligere katte, som skyldes manglende hørelse. Jeg tror faktisk at den største forskel for mig har været, at han ikke kan komme ud og løbe krudt af. 

Der kræver noget at have en ung kat, som både er døv og er indekat!

Det har sat min kreativitet på prøve for at sørge for at han ikke keder sig. Det var nemmere i starten, da han stadig var ung og var med på hvilken som helst leg. Fuld af spilopper var han og jeg tømte butikkerne for legetøj for at holde ham beskæftiget. Han lavede dog stadig meget ballade og en af de helt store udfordringer ved at have døve katte er klart opdragelse. 

 

Indretning!

Unge katte er som bekendt nogle værre ballademagere og døve katte kan være nummeret værre, da de ikke forskrækkes af deres egen larm, når de får væltet noget på gulvet. Jeg var stor fan af nips før i tiden, men i dag er alle vindueskarme for længst tømte og fungerer udelukkende som udkigsplads for katte. 

Ronja kommer til … 

Det var egentligt ikke meningen, at vi skulle have mere end én kat. Men vi var bange for at Victor ville kede sig uden selskab og ende med at blive rigtig frustreret. Jeg fandt derfor Ronja som også er døv på Roskilde Internat. I modsætning til Victor er Ronja en mere rolig, tålmodig og modig kat, så jeg tænkte at de ville komplementere hinanden. Og sådan endte jeg med to døve katte. 

2 katte og 2 vidt forskellige personligheder

Victor er en meget typisk døv kat, som er forsigtig anlagt. Han tjekker altid at hans ryg er fri, imens vi leger og sover helst godt gemt væk i et skab, under sengen eller i en papkasse. Alternativt sover han helt op af sine mennesker, så de kan holde udgik mens han sænker paraderne. Han er meget vagtsom overfor fremmede og vil ikke trænges op i en krog. 

Ronja derimod har ingen bekymringer i verden og man kan tage hende med næsten hvor som helst uden problemer. I sele eller i hendes transportkasse, det er lige meget. Hun går selv ind i kassen. Ved at have to så forskellige døve katte, har jeg oplevet begge ender af skalaen, for hvad manglende hørelse kan gøre ved en kat. Nogle er sky mens andre er modige. 

Der kom meget læring ud af have døve katte, som er indekatte

Jeg har lært meget mere om katte ved at have døve indekatte end jeg har i alle de år jeg havde udekat. Jeg har i langt højere grad haft behov for at sætte mig ind i kattens sprog og behov, for at sikre mig at de har det godt. Det er jo mig der står for alt fra næring til underholdning, så al adfærd skal afkodes. 

At kommunikere med døve katte, hvordan gør man det?

Folk tror at jeg bruger meget tegnsprog for at kommunikere med mine døve katte. Jeg har forsøgt at indføre nogle tegn, men i virkeligheden føler jeg ikke rigtig behov for andet end ”kom her”. Holder jeg håndfladen opad og vifter med fingrene, så kommer de. Klapper jeg på en overflade, hopper de næsten altid op på den. Klapper jeg på mit bryst, får jeg en krammer af Victor, som stiller sig på bagben og hænger over min skulder. 

At bruge fingeren som ledende signal

Jeg har også lagt mærke til at de er virkelig gode til at forstå når jeg peger. I starten pegede jeg helt tæt på det, som jeg ville henlede deres opmærksomhed på. Det kunne være at de jagtede en flue, men den blev hele tiden væk fra dem, da de ikke kunne høre den. Så kunne jeg lige hjælpe ved at pege på fluen. Men nu kan jeg pege i en retning og så undersøger de det som regel. Hvis jeg kaster en godbid og de ikke kan finde den (fordi de ikke hørte hvor den landede), så kan jeg pege og så går de tilbage og tjekker igen. Med hørende katte oplever jeg ofte at de bare snuser til min finger, hvis jeg forsøger at pege. 

Døve katte er observante

Men døve katte er meget observante og har meget øjenkontakt med mennesker. Den intense øjenkontakt gør at tegnsprog for det meste er overflødig. Kattene lærer at læse folk og situationer ret godt. Og på den måde savner jeg ikke kontakt eller kommunikation med mine katte. Det skal man ikke være bange for at man mister med en døv kat. Tværtimod har jeg aldrig haft så god kontakt med andre katte, som jeg har med Ronja og Victor. 

Den gode kontakt

De er også gode til at holde øje med, hvor jeg er i lejligheden og som alle andre katte har de en god tidsfornemmelse. Så det der med ”hvordan kalder du så på dem, når der er mad?” Det er der slet ikke brug for. Kattene kalder på mig, når de synes det er madtid. Og de har som regel ret! De sidder også klar i vinduet eller ved hoveddøren, når jeg kommer hjem til sædvanlig tid. 

Og jeg lister rundt i mit hjem…

Går jeg mod køkkenet holder de altid øje med hvilke skabe jeg åbner. Og jeg kan slet ikke hælde mad op uden at de står der allerede. Så de er faktisk næsten svære at snyde end hørende katte er, for de er altid på stikkerne. Dertil hjælper deres knurhår og skarpe snude dem meget. Jeg har aldrig skulle liste så meget rundt i mit eget hjem, som da jeg fik døve katte. Ja ja, musikken kan larme derudaf, men jeg skal være forsigtig, når jeg bevæger mig rundt i lejligheden, hvis ikke jeg skal forskrække dem.Til gengæld sover de tungt, når først de sover.

Victor og Ronja har lært mig meget om hørende katte!

Ved at have døve katte, har jeg også lært noget om hørende katte. Jeg er frivillig på et kattehjem og her møder jeg nye katte hver uge. Før i tiden havde jeg troet at mødet var meget afhængig af min stemmeføring. Men i dag ved jeg at der er mange andre ting i mit kropsprog, som katten kan reagere på. Noget jeg måske ikke havde tænkt over, hvis mine katte kunne høre, da jeg havde fokuseret på tone og stemmeleje. 

Katte er egentligt bedre til kropssproget end man tror

Mit ”kom her” håndtegn sidder så fastgroet i mig at jeg også laver det til hørende katte. Og sætter jeg mig på hug, laver tegnet og er tavs, kommer de stort set alle sammen løbende til mig. Enten kan de aflæse invitationen eller også er de bare super nysgerrige. Men resultatet er ofte det samme, om jeg snakker til dem eller ej. 

Jeg taler også til dem, selvom de ikke kan “høre”

Nu skal det ikke lyde som om at jeg ikke snakker til mine døve katte. Det gør jeg i høj grad. Det er en vane, fordi det er én af måderne vi mennesker kommunikerer på. Det er meget svært at lægge den vane fra sig og jeg kan ikke se, at det skulle skade at tale til en døv kat. Så jeg snakker løs og føler mig ikke mere fjollet end jeg gør når jeg taler til hørende katte. De forstår jo ærligt talt heller ikke hvad jeg siger. 

Døve katte er skønne!

Selvfølgelig er der forskel på at have en hørende og en døv kat. Blandt andet har døve katte en tendens til at miave mere og højere. Men forskellen er nu ikke så stor, som mange tror. Og døve katte er mindst lige så knus elskelige som alle andre katte.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *