artikler

Døve katte er skønne katte!

“Livet med døve katte” skrevet af Sanne Junkuhn fra http://deafdarlings.dk/

Jeg vil gerne byde velkommen til Sanne, som jeg har bedt om at skrive om døve katte. Jeg vil nemlig gerne en gang i mellem få andre end mig til at skrive her på bloggen, således at vi – alle katteejere og katteelskere – kan få flere vinkler på katten. Jeg har ikke selv døve katte, men har klienter med døve katte og det er noget helt andet.

Sanne og jeg kender hinanden fra forskellige kattegrupper på Facebook. Hendes og min blog var nomineret som årets blog i 2018 og Sannes vandt 🙂 Fuld fortjent 🙂 

Sanne bor i Nordsjælland sammen med sin mand. Hun blogger om katte, er frivillig på kattehjem, har genudsat 23 katte, der hvor hun bor og sælger katte merchandise til fordel for vildtlevende katte i Danmark. Hendes hjemmeside er http://deafdarlings.dk/

Ordet er nu dit Sanne 🙂

——–

Lån mig dit øre – livet med døve katte! 

Når folk hører at jeg har – ikke bare én, men to døve katte – er deres første reaktion ofte ”vidste du at de var døve, da du adopterede dem?”. Og ja; det var altså med fuld overlæg at jeg valgte døve katte. 

At bo på landet er ikke altid nemt med hensyn til katten!

De sidste 7 år har min mand og jeg boet lidt ude på landet, men på en stærkt trafikeret vej og ikke langt fra motorvej. Vores lille idylliske område med skov og marker er altså omringet af biler, der suser forbi. Naboernes tidligere erfaringer er da også, at udekatte ikke overlever længe på disse kanter. Så selvom jeg altid har haft udekatte, vidste jeg at det ikke ville gå her. 

Der skulle en “handi-kat” til hjemmet

Jeg har tidligere mistet katte til biler, så grundet omgivelserne skulle det altså være en indekat denne gang. Derfor fandt jeg på at adoptere en “handikat”. Altså en kat som ikke egner sig som udekat pga. sit handicap. Jeg søgte efter katte med alle slags handicap (manglende ben, neurologiske lidelser, blinde osv.). 

Victor flytter ind! En døv kat som også er indekat

Jeg fandt Victor på et online hesteforum og efter meget snak frem og tilbage med plejemor, hentede vi ham hjem i november 2014. 

Victor er ikke bare min første døve kat, men også min første indekat. Jeg ved derfor ikke hvor meget af forskellene mellem ham og tidligere katte, som skyldes manglende hørelse. Jeg tror faktisk at den største forskel for mig har været, at han ikke kan komme ud og løbe krudt af. 

Der kræver noget at have en ung kat, som både er døv og er indekat!

Det har sat min kreativitet på prøve for at sørge for at han ikke keder sig. Det var nemmere i starten, da han stadig var ung og var med på hvilken som helst leg. Fuld af spilopper var han og jeg tømte butikkerne for legetøj for at holde ham beskæftiget. Han lavede dog stadig meget ballade og en af de helt store udfordringer ved at have døve katte er klart opdragelse. 

 

Indretning!

Unge katte er som bekendt nogle værre ballademagere og døve katte kan være nummeret værre, da de ikke forskrækkes af deres egen larm, når de får væltet noget på gulvet. Jeg var stor fan af nips før i tiden, men i dag er alle vindueskarme for længst tømte og fungerer udelukkende som udkigsplads for katte. 

Ronja kommer til … 

Det var egentligt ikke meningen, at vi skulle have mere end én kat. Men vi var bange for at Victor ville kede sig uden selskab og ende med at blive rigtig frustreret. Jeg fandt derfor Ronja som også er døv på Roskilde Internat. I modsætning til Victor er Ronja en mere rolig, tålmodig og modig kat, så jeg tænkte at de ville komplementere hinanden. Og sådan endte jeg med to døve katte. 

2 katte og 2 vidt forskellige personligheder

Victor er en meget typisk døv kat, som er forsigtig anlagt. Han tjekker altid at hans ryg er fri, imens vi leger og sover helst godt gemt væk i et skab, under sengen eller i en papkasse. Alternativt sover han helt op af sine mennesker, så de kan holde udgik mens han sænker paraderne. Han er meget vagtsom overfor fremmede og vil ikke trænges op i en krog. 

Ronja derimod har ingen bekymringer i verden og man kan tage hende med næsten hvor som helst uden problemer. I sele eller i hendes transportkasse, det er lige meget. Hun går selv ind i kassen. Ved at have to så forskellige døve katte, har jeg oplevet begge ender af skalaen, for hvad manglende hørelse kan gøre ved en kat. Nogle er sky mens andre er modige. 

Der kom meget læring ud af have døve katte, som er indekatte

Jeg har lært meget mere om katte ved at have døve indekatte end jeg har i alle de år jeg havde udekat. Jeg har i langt højere grad haft behov for at sætte mig ind i kattens sprog og behov, for at sikre mig at de har det godt. Det er jo mig der står for alt fra næring til underholdning, så al adfærd skal afkodes. 

At kommunikere med døve katte, hvordan gør man det?

Folk tror at jeg bruger meget tegnsprog for at kommunikere med mine døve katte. Jeg har forsøgt at indføre nogle tegn, men i virkeligheden føler jeg ikke rigtig behov for andet end ”kom her”. Holder jeg håndfladen opad og vifter med fingrene, så kommer de. Klapper jeg på en overflade, hopper de næsten altid op på den. Klapper jeg på mit bryst, får jeg en krammer af Victor, som stiller sig på bagben og hænger over min skulder. 

At bruge fingeren som ledende signal

Jeg har også lagt mærke til at de er virkelig gode til at forstå når jeg peger. I starten pegede jeg helt tæt på det, som jeg ville henlede deres opmærksomhed på. Det kunne være at de jagtede en flue, men den blev hele tiden væk fra dem, da de ikke kunne høre den. Så kunne jeg lige hjælpe ved at pege på fluen. Men nu kan jeg pege i en retning og så undersøger de det som regel. Hvis jeg kaster en godbid og de ikke kan finde den (fordi de ikke hørte hvor den landede), så kan jeg pege og så går de tilbage og tjekker igen. Med hørende katte oplever jeg ofte at de bare snuser til min finger, hvis jeg forsøger at pege. 

Døve katte er observante

Men døve katte er meget observante og har meget øjenkontakt med mennesker. Den intense øjenkontakt gør at tegnsprog for det meste er overflødig. Kattene lærer at læse folk og situationer ret godt. Og på den måde savner jeg ikke kontakt eller kommunikation med mine katte. Det skal man ikke være bange for at man mister med en døv kat. Tværtimod har jeg aldrig haft så god kontakt med andre katte, som jeg har med Ronja og Victor. 

Den gode kontakt

De er også gode til at holde øje med, hvor jeg er i lejligheden og som alle andre katte har de en god tidsfornemmelse. Så det der med ”hvordan kalder du så på dem, når der er mad?” Det er der slet ikke brug for. Kattene kalder på mig, når de synes det er madtid. Og de har som regel ret! De sidder også klar i vinduet eller ved hoveddøren, når jeg kommer hjem til sædvanlig tid. 

Og jeg lister rundt i mit hjem…

Går jeg mod køkkenet holder de altid øje med hvilke skabe jeg åbner. Og jeg kan slet ikke hælde mad op uden at de står der allerede. Så de er faktisk næsten svære at snyde end hørende katte er, for de er altid på stikkerne. Dertil hjælper deres knurhår og skarpe snude dem meget. Jeg har aldrig skulle liste så meget rundt i mit eget hjem, som da jeg fik døve katte. Ja ja, musikken kan larme derudaf, men jeg skal være forsigtig, når jeg bevæger mig rundt i lejligheden, hvis ikke jeg skal forskrække dem.Til gengæld sover de tungt, når først de sover.

Victor og Ronja har lært mig meget om hørende katte!

Ved at have døve katte, har jeg også lært noget om hørende katte. Jeg er frivillig på et kattehjem og her møder jeg nye katte hver uge. Før i tiden havde jeg troet at mødet var meget afhængig af min stemmeføring. Men i dag ved jeg at der er mange andre ting i mit kropsprog, som katten kan reagere på. Noget jeg måske ikke havde tænkt over, hvis mine katte kunne høre, da jeg havde fokuseret på tone og stemmeleje. 

Katte er egentligt bedre til kropssproget end man tror

Mit ”kom her” håndtegn sidder så fastgroet i mig at jeg også laver det til hørende katte. Og sætter jeg mig på hug, laver tegnet og er tavs, kommer de stort set alle sammen løbende til mig. Enten kan de aflæse invitationen eller også er de bare super nysgerrige. Men resultatet er ofte det samme, om jeg snakker til dem eller ej. 

Jeg taler også til dem, selvom de ikke kan “høre”

Nu skal det ikke lyde som om at jeg ikke snakker til mine døve katte. Det gør jeg i høj grad. Det er en vane, fordi det er én af måderne vi mennesker kommunikerer på. Det er meget svært at lægge den vane fra sig og jeg kan ikke se, at det skulle skade at tale til en døv kat. Så jeg snakker løs og føler mig ikke mere fjollet end jeg gør når jeg taler til hørende katte. De forstår jo ærligt talt heller ikke hvad jeg siger. 

Døve katte er skønne!

Selvfølgelig er der forskel på at have en hørende og en døv kat. Blandt andet har døve katte en tendens til at miave mere og højere. Men forskellen er nu ikke så stor, som mange tror. Og døve katte er mindst lige så knus elskelige som alle andre katte.

 

Kattekillinger blev dumpet! Og reddet hele 2 gange …

Et stigende antal katte har intet hjem. Dumpede katte bliver ofte funder i skove. Og sådan burde det af fler årsager ikke være.

  • I 2019 har der i Danmark aldrig været så mange neutraliserede katte, som der er nu. Alle de katte, som bliver formidlet via internater og organisationer, er neutraliserede.
  • Der bliver ikke født så mange racekatte som tidligere.
  • Massive kampagner skal få katteejere til at neutralisere deres kat, og mange dyrlæger tilbyder meget reducerede priser for neutralisering.
  • Flere internater, som f.eks. i Århus, tilbyder, at man kan aflevere sine dyr uden at betale en krone.

 

Min dumpede hunkat

For snart 10 år siden tog jeg turen fra Sjælland til Jylland for at hente kat nr. 3. De første to var også hentet i Jylland, men denne gang skulle jeg hente en lille hunkat på 3 måneder. En killing, hvis historie lå på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside og endda på forsiden.

I mange år var Pickies og hendes to brødres historie på en dyreværnsorganisations hjemmeside som eksempel på killinger, som var blevet dumpet.

På en eller anden måde var det en ekstraordinær historie, som jeg ville ønske ikke så tit var en gentagelse. Det er nemlig på grund af, at der i disse dage formidles store killinger fundet i en skov, at du læser denne tekst.

I alle 10 år har jeg håbet på, at praksis med at dumpe katte blev mindre og mindre.

I alle 10 år har jeg arbejdet med at formidle viden, for viden er den eneste vej til forandring.

I alle de 10 år har jeg tænkt og tænkt på, hvad der kunne få mennesker, dem, som havde de 3 killinger, til at dumpe dem der, hvor de blev dumpet.

Hvad tænker de?

Håbede og troede de virkelig på, at 3-ugers killinger kunne overleve og endda måske finde deres eget foder, eller håbede de, at killingerne blev fundet?

Dumpet uden mor og far

Der var ingen mor eller far med killingerne. Hvad skete der med dem?

Gik moren rundt og savnede sine killinger, mens hun risikerede at få brystbetændelse af, at killingerne var væk og ikke kunne die?

Hvad betød det for Pickie og hendes brødre, at de ikke har haft deres mor, siden de var 3 uger gamle?

Killinger skal blive hos mor i 3 måneder

For nogle år siden blev der lavet lovgivning om, at killinger ikke må forlade deres mor, før de er 3 måneder gamle. 3 måneder, ikke 3 uger!

På det tidspunkt, hvor Pichounette aka Pickie kom ind i vores liv, havde jeg 2 hankatte, som i dag er 13 og 11 år gamle. Begge kommer fra en opdrætter i Jylland. De trængte til en artsfælle, som kunne være et mellemled og være god ved dem begge to.

Den 3. kat skulle være noget helt særligt; jeg var dog ikke sikker på, at denne killing skulle være en “rescue”-killing, netop af den grund. Pickie var nemlig blevet reddet ikke kun 1, men hele 2 gange.

Fundet ved en tilfældighed

3 killinger var blevet fundet, og de var blevet fundet tilfældigt i en skov ved en trafikeret vej af en hundelufter, som havde undret sig over, at en papkasse lå lige ved vejen.

Hunden havde snuset sig frem til den, og i kassen viste der sig at være 3 killinger – 2 hanner og en hunkat med små hvide prikker ved munden.

De var ikke mere end 3 uger gamle og burde være hos deres mor.
Der var ingen mor med, og for 10 år siden var der ikke, som der er i dag, foreninger, som tager sig af små killinger. De større foreninger havde heller ikke plejefamilier, som de nu har.

For 10 år siden var det at have killinger uden en ammemor eller en mor ikke lykken (heller ikke i dag, i øvrigt) – killinger er noget af det meste sarte, der findes. Den nemmeste af alle løsninger, som var praktiseret på det tidspunkt, hvis man ikke kunne få en ammemor i en fart, var at få dem aflivet. 

Aflivet – eller død af sult

Det var i bund og grund det, som kunne havde været de 3 killingers skæbne, at de var blevet aflivet i stedet for at dø af sult. Ganske enkelt en hurtig vej til himlen, dog uden smerter.

Folk, der har sultet, ved, hvor meget det smerter at være sulten. Det er ingen god død, og det tager sin tid for nogle, er hurtigere for andre.

Men held i uheld – for det kan man godt sige: Killingerne fik hjælp, så de kunne få mad og husly samt alt det, som de nu kunne få, og som har bidraget til, at killingerne er blevet så gode, som de blev. Og de fik endda selskab af en hund.

I dag er Pickie den eneste af mine katte, som er velsocialiseret på hunde. Noget, jeg fandt ud nogle år senere, da naboen fik en hund, og jeg kunne se, at begge arter kendte til hinanden og endda var rigtig glade for det. Så Pickies tidlige oplevelser med hunde har været gode.

Er det nok at overleve?

I min praksis som adfærdsterapeut ser jeg mange katte, katte, som har vidt forskellige baggrunde og er hos meget forskellige familier.

Nogle katte har tydeligt manglet en mor i en tidlig alder, men det betyder ikke nødvendigvis, at de vil udvikle adfærdsproblemer eller adfærdsforstyrrelser.

Det ville være for nemt at sige, for katte, som har haft optimale betingelser, kan også udvikle adfærdsproblemer. Katte er levende væsner, og for alt levende er der mange processer, som kan medvirke til adfærdsproblemer. Og disse adfærdsproblemer ses, efterhånden som katten bliver ældre.

I øvrigt udvikler katte sjældent adfærdsforstyrrelser i modsætning til andre arter, hvor problemer typisk ses for de dyr, som er i fangenskab (løver, ulve og bjørn m.v).

Jeg mener, at det er optimalt for katten og de kommende ejere, at katten/killingen har fået de bedste betingelser fra starten af, bl.a. af den grund at katte kan blive meget gamle. Det er ikke ekstraordinært at se katte, som er 15 år efterhånden, og det er fantastisk at kunne have sine dyr så længe og helst på en god måde.

Derfor er 12 ugers reglen vigtig

Derfor har man lavet den regel i Danmark, at killingerne skal være minimum 12 uger, før de forlader deres mor og søskende.

Nye undersøgelser viser netop, at en 12-ugers regel er godt for at forhindre adfærdsproblemer, og hvis man kan strække til 14 eller 16 uger, ville det blive endnu bedre.

Der er i øvrigt en del opdrættere, som praktiserer det, og det kan kun bifaldes. Når man ved, at over 40.000 katte om året alene aflives pga. adfærdsproblemer, kunne dette overvejes i fremtiden.

Stressede katte er mindre robuste katte

Der er store forskelle på katte, ligesom der er store forskelle på ejere. Nogle ejere vil kunne tåle meget mere end andre. Der er adfærdsproblemer, som kan være, men ikke nødvendigvis er knyttet til for tidligt fravænnede killinger. Det er alt fra at sutte på ting eller sig selv og andre til aggressivitet eller skyhed med mere.

Det, som jeg ser, kan bl.a. være, at katten ikke mestrer de dæmpende signaler og “kattesprog” og derfor har svært ved at kunne være i en katteflok eller/og kommunikere med ejeren. Desuden kan katten være mere modtagelig for stress og være mindre “robust”.

Set i bakspejlet er det tydeligt, at jeg har været heldig med Pickie, for hun viser ikke, at hun har manglet en mor i en tidlig alder. Hun afviger dog fra de andre, jeg har, på 3 punkter.

  • Hun kan ikke rigtig spinde, hun pusler mere end noget andet.

Dette ses ret ofte hos killinger, som er taget tidligt fra deres mor, for behovet for at spinde kommer nok senere end i 3-ugers alderen.

Spinden er stadig noget af en gåde, og i mange år troede forskere, at grunden til, at katten spinder, er, at katten ikke kan spinde og miave samtidig. Dette passer ikke. Begge typer adfærd kan forekomme. Og at killingen spinder for at fortælle moren, at den har det godt, mens den dier, må også være en myte? Killinger har i hvert fald mere brug for deres mor før de er 3 uger.

  • Hun duftmarkerer ganske tit på genstande og steder. Meget mere end mine andre katte.

Det ser jeg som et behov for at sikre sig for at finde vej til sine egne dufte. Dette har jeg også observeret hos andre killinger, der er taget fra deres mor for tidligt. 

  • Hun sutter på min badekåbe en gang imellem

Det er ikke alene et tegn på, at hun er taget fra sin mor for tidligt. Jeg har ofte set mange andre katte gøre det samme.

At sutte har den funktion at berolige sig selv og finde tryghed. Havde hun suttet på sig selv, ville det være en helt anden snak.

Så dumpet blev Pickie – og reddet hele 2 gange.

Det er jeg rigtig glad for, når hun nu i 10 år har været en del af katteflokken. Stort tillykke med de 10 år, Pickie!

note: Artikel om tidlige fravænnet killinger og adfærden


Pichounette aka Pickie i sommervejret

Pack bonding: At være stille med sin kat

Kære katte-elsker og læser,

Her er et nyt indlæg. Ønsker du at skrive skal du blot klikke dig på titlen. Derpå kommer kommentarfelt oppe.

Rigtig god læselyst.

Michelle

 

Min kollega Betina Sabinsky har skrevet en rigtig god blog om stilleøvelser eller pack bonding, den har jeg fået lov til at linke til: http://www.dog-wise.dk/en-still-og-rolig-øvelse.html

Pack bonding handler om at knytte bånd ved at være i hinandens nærvær og uden at lave noget. Det svarer til at ligge på sofaen og at få besøg af katten. En simpel og behagelig måde at være i kontakt med sit dyr. Den kræver hverken klikker eller target… blot lyst til at være sammen.

Rigtig god læsning og god week-end

 

Michelle og Lauritz

 

 

 

 

 

 

 

Glædelig jul og godt Nytår: Drop dyregaver under træet …

Kære katte-elsker og læser,

Her er et nyt indlæg. Ønsker du at skrive skal du blot klikke dig på titlen. Derpå kommer kommentarfelt oppe.

Rigtig god læselyst.

Michelle

Denne artikel blev skrevet af Betina Sabinsky og jeg til www.ekstrabladet.dk, publiceret den 22. december 2011.

Lørdag formiddag kunne man som dyreelsker få krydderbollen galt i halsen ved at lytte til en kendt danskers udtalelser i et populært landsdækkende radioprogram. Majse Njor udtalte i “Mads og monopolet” at hun gerne gjorde sig til fortaler for, at alle dyr der hæmmede eller begrænsede ejerne i deres muligheder for at tage i byen,  på  lange ferier eller andet skulle aflives….

 

Med den bemærkning gjorde hun sig til ambassadør for en holdning, som desværre deles af mange mennesker, -oplysningstiden tid trods. Majse sidestiller derved dyr med sølvtøj, – som Jens Oluf Jersild, var så venlig at konstatere. Vi kan kun tilslutte os Jens Oluf’s kloge ord om, at man da ikke kan lave en sådan sammenligning. Vi har samtidig svært ved at se hvordan det syn på dyr kan forenes med en ellers stor social empati.

Det er endnu ikke lykkedes naturvidenskaben at bevise eksistensen af en sjæl hos dyr, men det samme gælder altså for mennesket. Vi er dog nogle som tror, at dyr såvel som mennesker har en sjæl til trods for de manglende beviser.

 

Et helt naturligt spørgsmål melder sig på banen i direkte forlængelse af Majses kontroversielle statement – Hvem har valgt hvem i det “tvangsægteskab”, som altid er starten i et dyr/ejer-forhold?

I langt de fleste tilfælde er det heldigvis et kærligt og ansvarligt individ eller familie, som har truffet valget på dyrets vegne, og som samtidig har truffet et aktivt tilvalg med tilhørende glæder og ansvar.

 

Netop dette valg er en vigtig forudsætning for, at det skal blive et lykkeligt “ægteskab” mellem dyr og ejer. Det er ikke foreneligt med at give et kæledyr væk i julegave til en kær ven, og heller ikke selv om det sker i den bedste mening. Det er ikke en grim lysestage, som man bare kan gemme væk bagest i et skab, hvis man ikke bryder sig om den, men et levende væsen med en sjæl. Hvis ikke den glade giver og modtageren ligefrem har valgt kæledyret sammen, er det ikke en brugbar start for nogen af parterne, og kan få alvorlige konsekvenser – typisk for dyret.

Det nytter ikke at giveren har forsøgt at lave det perfekte match for dyr og ny ejer, for det handler dybest set om meget personlige valg, – og tænk om dyret havnede hos…

Undgå derfor dyre-julegaver.

 

Når det så er sagt kan juleferien dog godt bruges til at anskaffe sig selv og/eller sin familie et ønsket kæledyr, men det skal være en beslutning som alle de ansvarlige parter er enige om.

Før et så vigtigt valg træffes har det fornuftige og ansvarlige menneske selvfølgelig lavet sin egen analyse af fordele (glæder) og ulemper (afsavn).  Det betyder ikke i alle tilfælde at analysen holder stik. Forudsætningerne for beslutningen kan pludselig ændres, og en beslutning må gøres om. Det bør dog aldrig betyde at ansvaret for dyret samtidig falder bort. Man har altid en naturlig forpligtelse til at forsøge at videreformidle et “tidligere familiemedlem” på bedst mulige måde (f. eks. på internat), før man vælger den “nemme” løsning med aflivning.

 

Dyr og mennesker har sjælen til fælles, men ansvaret er vores alene.

©betina sabinsky og michelle garnier 2011

Jul, julemand, julegaver og atter jul …. (også til katte og deres ejere) …

Nu er den første sne faldet og dagene ruller rask mod den 24. december …

I år har jeg besluttet at lave en del tiltag til fordel for kattene og dyrene generelt. Derfor har jeg oprettet en indsamling for Dyrenes Beskyttelse, da jeg har erfaring med at organisationen arbejder målrettet for dyrene – alle dyr.

Min ene kat Pickie, som er heltinden bag denne hjemmeside, blev for snart to år siden fundet i en papkasse efterladt i en skov sammen med sine to brødre. Killingerne var kun 4 uger gamle og vil ikke være levende i dag, hvis det ikke var for indsatsen fra en lokal kredsformand og et fosterhjem. Pickie og hendes brødre er i dag harmoniske katte – takket være disse mennesker.

Pickie

I foråret sad jeg ved telefonen en hel aften og overværede hvordan “fonere” som de kaldes ringer dag efter dag, fortæller og fortæller privatpersoner og firmaer om organisationens mål. De arbejder hårdt for at tjene penge til dyrene. Det arbejde er ikke for sarte sjæle og kræver både vilje og stor kærlighed for dyrene og mennesker.

Jeg har derfor oprettet en indsamling til Dyrenes Beskyttelse. Den indsamling løber fra nu ad og hele 2012. Hver måned trækker jeg en gevinst til én af jer, der har givet til DB og har sendt en hilsen.

http://betternow.dk/michelle-garniers-indsamling-til-dyrenes-beskyttelse

Som noget nyt i biksen kan du købe gavekort, beløbet er minimum 100,-kr og svarer til et sæt med target og klikker. En fin begyndergave til dem, der har tænkt sig at blive kattetræner – også i egen stue 🙂

Til det kan du også tilføje en enetime med mig eller bogen “Træn din kat” af Maiken Lysholm Sten. Det bliver henholdsvis en gave til 450, -kr eller 350,-kr.

Alt i alt er der kun fantasi (og pengepunge) der sætter grænser for hvad det gavekort skal indholde. Det kan også være nogle kattepasningsgange eller enetimer. Se på denne side for at se mulighederne.

 Et gavekort til …. fra ….

Og til sidst husk lige at julen og nytåret er lige med fyrværkerier. Artiklen til ekstrabladet.dk i fredags handlede om disse. Her er linket til den: http://ekstrabladet.dk/kup/kaeledyr/article1668040.ece

 

Og er din kat eller andet dyr er bange ved nytår, kan jeg lave en blanding med Bachs remedier. Du kan starte at give Bach nu. Send blot en mail til kattefeen@michellegarnier.dk eller ring på 29 39 04 47. En flaske koster normalt 150,-kr, jeg giver 20,-kr rabat nu, den koster derfor kun 130,-kr.