michellegarnier_tipsfirkant

Katteekspert på Instagram

My Latest photos

    Følg med i bloggen og få 3 tips

    En historie fra det virkelige liv: Hvorfor skal katten kende sit navn???

    Connies historie

    Hvorfor skal din kat kende sit navn?

    I alle de år, jeg har arbejdet med katte, har jeg altid påpeget, hvor vigtigt det er, at katten kan håndteres, og at katten kender sit navn. Ofte får jeg følgende reaktion: Hvorfor? Dette var også tilfældet, da jeg holdt seminar for ejere af bengal-katte. Jeg fik igen spørgsmålet: Hvorfor???, og jeg måtte forklare, at der kan være situationer, hvor det er nødvendigt, at katten skal kaldes tilbage. Derfor skal katten både kende sit navn og reagere prompte på det.

    Her for nylig fik jeg en mail fra Connie, som var arrangør af seminaret. Hun tænkte på en episode, hvor en af hendes bengaler blev forskrækket! Som hun skrev: Jeg tænkte straks på dig, efter at dette var sket!

    Her er handlingen med Connies egne ord:

    I går gik jeg tur med kattene i snor i haven. Efter en runde gad Kodiak ikke gå længere. Det ville Kenai derimod gerne. Jeg tror, Kodiak er lidt kuldskær. Han vil gerne ud, men ikke for længe, når det er koldt. Så går han målrettet hen til kattevognen og hopper op i den, så jeg kan lukke ham ind. Imens stritter Kenai imod i sin snor, for han vil ikke ind endnu. Han vil gå en runde eller to mere i haven. Begge katte er tilfredse med denne ordning, som vi har benyttet i flere år.

    Men så i går skete det, der ikke måtte ske … Lige da jeg havde lukket Kodiak ind, ringede min mobil, og mens jeg tog den, smuttede Kenais snor ud af hånden på mig. Da det er en rullesnor, fløj håndtaget hen mod Kenai, som blev forskrækket og trak sig tilbage. Håndtaget fulgte efter. Kenai fortsatte ind under tujahækken. Idet han hoppede op på en stenkant, blev håndtaget kastet op i luften. SÅ gik Kenai i panik! Han løb hen langs hækken, rundt om drivhuset, ned langs køkkenhaven og om på græsplænen bag huset med en tingest, som fulgte efter ham, uanset hvor hurtigt han prøvede at flygte fra den.

    ”Jeg ringer dig op om lidt,” sagde jeg og afsluttede telefonsamtalen, som ikke var begyndt. Dette var netop det mareridt, jeg altid havde håbet aldrig ville ske. Det var første gang i de 4 år, jeg har haft kattene, at en af dem er løbet fra mig. Jeg skyndte mig om bag huset og begyndte at kalde på Kenai, som jeg ikke kunne se nogen steder. Heldigvis skete der lige nøjagtig det, jeg altid havde håbet ville ske, hvis en af kattene skulle blive bange og slippe fra mig. Kenai dukkede op om hushjørnet i fuld galop. Han løb direkte hen til mig og kastede sig ned foran mine fødder. Hvor var jeg lykkelig! Tænk, at han i denne paniske situation sansede at komme, når jeg kaldte på ham!

    Jeg satte mig på hug, lagde min hånd på ham og sagde, sådan som jeg siger, når jeg og kattene hygger os allermest, og som jeg også siger i situationer, hvor de ikke har grund til at være bange for et eller andet, for at få dem til at falde til ro. Det virkede! Kenais hjertebanken faldt hurtigt til normal rytme, og hans pupiller trak sig sammen til sædvanlig størrelse. Jeg tænkte, at ifølge hans verdensbillede var det ikke ham selv, men mig, der havde fjernet faren, som fulgte efter ham, idet den jo forsvandt, i samme øjeblik han lagde sig ned foran mig.

    Efter kort tid rejste Kenai sig. Hans hale var stadig tyk, men inden længe blev den normal at se på igen. Vi gik stille og roligt op mod huset. Jeg ville ikke skynde mig, men forsøgte at gøre situationen så normal som mulig. Kenai satte sig et par gange og kiggede efter fugle. Han virkede rimelig afklaret, og jeg havde god øjenkontakt med ham. Men så skulle naboen absolut komme ud og begynde at hive måtter ud af bilen og banke dem. Den lyd var Kenai ikke vant til, og oven i det, der lige var sket, blev han usikker og skyndte sig hen til døren, så han kunne komme ind.

    Både Kenai og Kodiak fik et par dråber Bach Rescue, ligesom jeg selv tog lidt.

    Dagen efter om formiddagen gik Allan og jeg ud med Kenai og Kodiak. Heldigvis viste Kenai ikke tegn på at være blevet bange for at gå tur efter gårsdagens episode.

    Jeg synes, at det (trods alt) var en stærk oplevelse, fordi den bekræfter, hvad min far lærte mig, da jeg var barn: ”At vinde et dyrs tillid er noget af det smukkeste, der findes. Den må du aldrig svigte eller misbruge.” I går viste Kenai mig stor tillid. Det var virkelig smukt.

    Lidt om bengalen

    Et meget hurtigt kig på Connies billeder viser bengalens smukke pels med rosetter og pletter! Men bengalen er meget andet end en smuk pels. – Dette får mig til at tænke på Cruella De Vil i Disneys film 101 Dalmatinere, hvor Glenn Close spiller den pelsfikserede Cruella, som kun har én tanke: Pels! Pels! og atter Pels! Koste, hvad det vil …

    Bengalen er en forholdsvis ny race og en race, som kaldes for hybrid, da bengalen er en krydsning mellem en tamkat og det lille vildtlevende og plettede kattedyr Felis Bengalensis, også kaldet Asiatisk Leopardkat (ALC). Efterhånden som avlsprogrammet har udviklet sig, er det kun efter den 4. generation (F4), at katten kan kaldes en bengal, dvs. at man har en tamkat i hænderne.

    Bengalen er en af de 50 racekatte, som er anerkendt af de forskellige forbund, og den er hastigt ved at blive populær i Danmark pga. sin flotte pels.

    Men igen: Pelsen er kun den ene ting, for katten er et levende væsen, og det er vigtigt at tænke på sind, når man får katten hjem. Bengalen betragtes typisk som livlig, intelligent og nysgerrig samt som en meget dygtig jæger. Alle disse karaktertræk gør bengalen ikke-egnet til at være udekat. Til gengæld er det vigtigt, at ejeren tænker på aktivering og stimulering bl.a. i form af miljøberigelse og træning af færdigheder.

    Der findes en fin beskrivelse af bengalen på klubbens hjemmeside: http://www.bengalklubben.dk/bengal.html

    Connies benga

    En kommentar til En historie fra det virkelige liv: Hvorfor skal katten kende sit navn???

    • Årh, en sød historie! Kan levende følge skrækken for, at en indekat stikker af.
      Vores 3 indekatte kender helt klart deres egne navne. Ligger de alle 3 i stuen og sover, og man siger den ene kats navn, reagerer den kat – mens de andre 2 sover videre. At de så ofte kan udvise “selektiv hørelse” og ignorere, når man kalder deres navn, mens de er i gang med at spise en potteplante, er så en anden sag 😉

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *